
Røsnæs Rundt - op til 25 km hiking
Røsnæs Rundt er en rute, som via 13 landmarks tager jer på oplevelse i Røsnæs smukke natur. To af de landmarks, Naturrummet og Aktivitetshuset på Havnen, er små, smukke bygninger i landskabet. Her i Naturrummet kan I bl.a. orientere jer om ruten på Røsnæs Rundt og planlægge jeres tur. I Aktivitetshuset på havnen kan I udforske vandet og alle dets muligheder.
De andre landmarks er små opholdssteder udført i træ, der iscenesætter landskabet og fortæller en historie om netop dette særlige sted på Røsnæs. Fælles for dem alle, er at de formidler mødet mellem jer og naturen. Røsnæs Rundt går fra dette flotte Naturrum, ned langs sydkystens stejle skrænter, ud til fyret på spidsen og tilbage til Naturrummet langs nordkystens stenede strande – eller den anden vej rundt.
Danmarks Naturkanon – Miljøministeriet
Røsnæs blev i 2018 udvalgt til at være med Danmarks nye Naturkanon – som et af de 15 dejligste natursteder i Danmark. Røsnæs er et unikt naturområde præget af blomsterrige enge og overdrev samt høje kystskrænter. Stedet er dannet under istiden under en enorm iskappe, som har skubbet grus og sten med sig fra Norge og Sverige, hvorefter denne naturperle er blevet skubbet op som en tange, der ligger omkranset af hav.
Det yderste af Røsnæs rummer mange sjældne arter. Området er ikke dyrket, og de varme sydvendte skrænter og dynamikker i landskabet giver levemuligheder for mange forskellige planter og dyr.


Røsnæs Fyr
Ude på spidsen af Røsnæs, ligger Røsnæs Fyr, som blev bygget fra 1844-46. Fyret er Røsnæs største turistattraktion og flere end 100.000 besøger hvert år fyret.
Langs med trappen op til toppen af fyret, kan I se en spændende udstilling om de krige Røsnæs Fyr har været en del af. I fyrets hyggelige café, kan I spise en is eller få en kop kaffe.
Fyret drives af en række engagerede og imødekommende borgere i beskyttet beskæftigelse og cafeen drives af en række frivillige ildsjæle.
Hvedebjerg
Hvedebjerg er en slægtsgård beliggende på Røsnæs nær Kalundborg. Gården har været i familiens eje siden 1650. Bygningerne som de står i dag er opført i 1920.
Hvedebjerg er ejet af Anders, der med deres familie er 13. generation. Gården er, med respekt for dens historie og omgivelser, ved at blive konverteret til nutidens behov og ønsker.
Den gamle grisestal mod vest er omdannet til selskabslokale, hvor de gamle roekamre nu fungerer som entre og tilhørende toiletter. Karlkamrene er opdaterede og istandsat, samt laden, der oprindeligt var rammen om de gamle kornsiloer, huser nu værksted og teknikrum. Vi har gravet og installeret et jordvarmeanlæg og alle ny istandsatte rum og lokaler har nu gulvvarme. Hvedebjergs selskabslokaler kan lejes af dig/jer. Du/I kan holde jeres bryllup, jeres konfirmation, et guldbryllup, et familiearrangement eller en barnedåb hos os.
Røsnæs er et fantastisk område med en smuk natur. Røsnæs er udvalg som et blandt 15 smukkeste steder i Danmark.
